Fjern kalk på et terrazzogulv - Gør det selv

Har du et terrazzogulv der trænger til en kærlig hånd og har mod på selv, at give gulvet nyt liv - så læs med her. Det er ganske nemt.

Først skal du vide, at terrazzo typisk er lavet af knust marmor, betegnet som skærver. Skærverne er bundet sammen med cement. Terrazzo er derfor et basisk produkt, med andre ord, det tåler ikke at blive udsat for syre over længere tid. Vasker du feks kalk af armaturer eller fliser med kalkfjerner, skal du sørge for at vaske produktet af terrazzogulvet hurtigst muligt. Lad aldrig kalkfjerner blive liggende på et gulv, det vil kun i første omgang fjerne kalken, men vil på sigt gøre, at kalk sætter sig igen hurtigere. Vi har dårlige erfaringer med nogle Terrazzo Rens produkter - de kan være syrebaseret!

Kalk skal fjernes mekanisk. Det vil sige at kalk kan slibes væk, enten med håndkraft eller en vinkelsliber. Det eneste du skal bruge er en diamant-slibe-svamp, som du kan købe for få hundrede kroner. Søg på nettet og du skal finde. Slibesvampen anbefales at være korn 120 eller korn 200. Hold området du vil slibe vådt og føre slibesvampen i cirkulære bevægelser for det pæneste resultat. Kalk er blødere end terrazzo og vil hurtigt blive slebet væk.

Hvis kalken ikke forsvinder, kan det være din terrazzo er meget hullet eller har fået syreskader fra brug af kalkfjerner. I princippet, kan du med slibesvampen godt blive ved med at slibe indtil overfladen bliver glat igen. Terrazzo er et massivt materiale, ofte med en minimum lagtykkelse på 10mm, så der er meget at slibe af.
Det er dog meget hårdt arbejde, og her kan en vinkelsliber virkelig være en stor hjælp, men også en større udgift når alt udstyret skal skaffes.

Når du har slebet kalken væk, vil jeg anbefale du får anlagt en forsegler. Forsegleren er præventiv overfor fremtidig kalkbelægninger og er ikke svært. Du kan købe mange forskellige forseglere, lige fra sæbebaserede, til voks, olie og lak. Anbefaler at du benytter en sæbe, feks. bare sæbespåner, hvis du vil have fremhævet farverne en olie, måske bare en kokos-olie, eller bivoks. Det er let tilgængeligt, billigt og nemt. Køber du en “rigtig” forsegler, skal du følge producentens anvisning nøje.